{"title":"死亡面前的共鸣","authors":"Vibeke Graven","doi":"10.7146/tfss.v20i38.132014","DOIUrl":null,"url":null,"abstract":"Den tyske sociolog Hartmut Rosa påpeger, at vi, i hvad han omtaler som accelerationssamfundet, har en tendens til at overse det ukontrollerbare – vi har glemt, hvad det vil sige at være i et modtagende resonansforhold med verden. Denne tendens har også betydning for vores forståelse af og forbindelse med det spirituelle i dødens nærvær. Livstruende sygdom forandrer livet og den planlagte livsbane. Man kan opleve sig afkoblet fra sig selv og verden i konfrontationen med en forandring af kroppen og hverdagslivet, der er uden for ens egen kontrol. Artiklen undersøger en mulig forståelse af ”det spirituelle” som resonansrum, der kan forbinde det døende menneske og dets pårørende med verden trods sygdom og forestående død. Artiklen tager afsæt i eksempler fra palliativ praksis reflekteret i lyset af Rosas resonansbegreb og de danske teologer Kierkegaard og Løgstrup. To forskellige dimensioner af betydning for resonans undersøges. En sanselig dimension, hvor æstetiske indtryk og relationer åbner for oplevelsen af forbundethed med livet i dødens nærvær samt ’Timeligheden’ som en refleksiv dimension, hvor der søges mening i livet op mod døden. Begge dimensioner kan potentielt forbinde mennesket med livet i dødens nærvær men gennem forskellige ’åbninger’: sproget og sansningen. Hermed lægges op til en bred forståelse af spiritualitet, der kan være et relevant fokus for mange faggrupper i det palliative felt. Men resonans er en modus og ikke et kvantificerbart mål. Et fokus på resonans fordrer derfor en tilgang, hvor praktikeren har øje for at åbne mulige resonansrum for det døende menneske.
","PeriodicalId":494733,"journal":{"name":"Tidsskrift for forskning i sygdom og samfund","volume":"5 1","pages":"0"},"PeriodicalIF":0.0000,"publicationDate":"2023-06-20","publicationTypes":"Journal Article","fieldsOfStudy":null,"isOpenAccess":false,"openAccessPdf":"","citationCount":"0","resultStr":"{\"title\":\"Resonans i dødens nærvær\",\"authors\":\"Vibeke Graven\",\"doi\":\"10.7146/tfss.v20i38.132014\",\"DOIUrl\":null,\"url\":null,\"abstract\":\"Den tyske sociolog Hartmut Rosa påpeger, at vi, i hvad han omtaler som accelerationssamfundet, har en tendens til at overse det ukontrollerbare – vi har glemt, hvad det vil sige at være i et modtagende resonansforhold med verden. Denne tendens har også betydning for vores forståelse af og forbindelse med det spirituelle i dødens nærvær. Livstruende sygdom forandrer livet og den planlagte livsbane. Man kan opleve sig afkoblet fra sig selv og verden i konfrontationen med en forandring af kroppen og hverdagslivet, der er uden for ens egen kontrol. Artiklen undersøger en mulig forståelse af ”det spirituelle” som resonansrum, der kan forbinde det døende menneske og dets pårørende med verden trods sygdom og forestående død. Artiklen tager afsæt i eksempler fra palliativ praksis reflekteret i lyset af Rosas resonansbegreb og de danske teologer Kierkegaard og Løgstrup. To forskellige dimensioner af betydning for resonans undersøges. En sanselig dimension, hvor æstetiske indtryk og relationer åbner for oplevelsen af forbundethed med livet i dødens nærvær samt ’Timeligheden’ som en refleksiv dimension, hvor der søges mening i livet op mod døden. Begge dimensioner kan potentielt forbinde mennesket med livet i dødens nærvær men gennem forskellige ’åbninger’: sproget og sansningen. Hermed lægges op til en bred forståelse af spiritualitet, der kan være et relevant fokus for mange faggrupper i det palliative felt. Men resonans er en modus og ikke et kvantificerbart mål. Et fokus på resonans fordrer derfor en tilgang, hvor praktikeren har øje for at åbne mulige resonansrum for det døende menneske.
\",\"PeriodicalId\":494733,\"journal\":{\"name\":\"Tidsskrift for forskning i sygdom og samfund\",\"volume\":\"5 1\",\"pages\":\"0\"},\"PeriodicalIF\":0.0000,\"publicationDate\":\"2023-06-20\",\"publicationTypes\":\"Journal Article\",\"fieldsOfStudy\":null,\"isOpenAccess\":false,\"openAccessPdf\":\"\",\"citationCount\":\"0\",\"resultStr\":null,\"platform\":\"Semanticscholar\",\"paperid\":null,\"PeriodicalName\":\"Tidsskrift for forskning i sygdom og samfund\",\"FirstCategoryId\":\"1085\",\"ListUrlMain\":\"https://doi.org/10.7146/tfss.v20i38.132014\",\"RegionNum\":0,\"RegionCategory\":null,\"ArticlePicture\":[],\"TitleCN\":null,\"AbstractTextCN\":null,\"PMCID\":null,\"EPubDate\":\"\",\"PubModel\":\"\",\"JCR\":\"\",\"JCRName\":\"\",\"Score\":null,\"Total\":0}","platform":"Semanticscholar","paperid":null,"PeriodicalName":"Tidsskrift for forskning i sygdom og samfund","FirstCategoryId":"1085","ListUrlMain":"https://doi.org/10.7146/tfss.v20i38.132014","RegionNum":0,"RegionCategory":null,"ArticlePicture":[],"TitleCN":null,"AbstractTextCN":null,"PMCID":null,"EPubDate":"","PubModel":"","JCR":"","JCRName":"","Score":null,"Total":0}
Den tyske sociolog Hartmut Rosa påpeger, at vi, i hvad han omtaler som accelerationssamfundet, har en tendens til at overse det ukontrollerbare – vi har glemt, hvad det vil sige at være i et modtagende resonansforhold med verden. Denne tendens har også betydning for vores forståelse af og forbindelse med det spirituelle i dødens nærvær. Livstruende sygdom forandrer livet og den planlagte livsbane. Man kan opleve sig afkoblet fra sig selv og verden i konfrontationen med en forandring af kroppen og hverdagslivet, der er uden for ens egen kontrol. Artiklen undersøger en mulig forståelse af ”det spirituelle” som resonansrum, der kan forbinde det døende menneske og dets pårørende med verden trods sygdom og forestående død. Artiklen tager afsæt i eksempler fra palliativ praksis reflekteret i lyset af Rosas resonansbegreb og de danske teologer Kierkegaard og Løgstrup. To forskellige dimensioner af betydning for resonans undersøges. En sanselig dimension, hvor æstetiske indtryk og relationer åbner for oplevelsen af forbundethed med livet i dødens nærvær samt ’Timeligheden’ som en refleksiv dimension, hvor der søges mening i livet op mod døden. Begge dimensioner kan potentielt forbinde mennesket med livet i dødens nærvær men gennem forskellige ’åbninger’: sproget og sansningen. Hermed lægges op til en bred forståelse af spiritualitet, der kan være et relevant fokus for mange faggrupper i det palliative felt. Men resonans er en modus og ikke et kvantificerbart mål. Et fokus på resonans fordrer derfor en tilgang, hvor praktikeren har øje for at åbne mulige resonansrum for det døende menneske.