Ansvarshierarki i lægemiddelomsorgen på plejehjem

Abstract

Polyfarmaci—indtagelse af flere lægemidler samtidig—er et velkendt fænomen blandt ældre, som hovedsageligt er blevet undersøgt kvantitativt med henblik på at definere, hvor mange lægemidler der er for mange. I denne artikel ser vi ud over de numeriske definitioner af polyfarmaci for i stedet at udforske de konkrete praksisser, som lægemidlerne indgår i. Gennem etnografisk feltarbejde på to dansk plejehjem undersøger vi, hvordan lægemidler får aktiv indflydelse på plejehjemsbeboeres hverdag og på den omsorg, som plejepersonalet yder. Inspireret af Science and Technology Studies analyserer vi, hvordan polyfarmaci udspiller sig og erfares i praksis ved at betragte lægemidler som en omsorgsteknologi. Hvor idealet om ’rationel farmakoterapi’ foreskriver, at den rigtige patient får den rigtige medicin til den rigtige tid, viser vores empiriske fund, at plejepersonalets stræben efter dette ideal begrænser mulighederne for at inddrage beboerne i deres egen behandling. Vi demonstrerer, hvordan fokus på korrekt og sikker lægemiddelhåndtering skaber ansvarshierarkier blandt plejepersonalet. Disse hierarkier betyder, at de som er tættest på beboerne, har det største ansvar men står uden beføjelser til at handle selvstændigt eller træffe beslutninger om beboernes lægemiddelbehandling. Vi argumenterer for, at ansvarshierarkierne fragmenterer omsorgsarbejdet og udgrænser beboernes oplevelse af eget lægemiddelindtag. Med begrebet ’lægemiddelempati’ præsenterer og diskuterer vi en tilgang til lægemiddelhåndtering, som ikke tager plejepersonalets faglighed og beboernes erfaringer for givet. Derimod fordrer lægemiddelempati anerkendelse på tværs af fagprofessionelle ansvarshierarkier og at inddragelse af lægemiddelbrugeren betragtes som et værdifuldt arbejde i sig selv, der kræver prioritering af tid, ressourcer og opmærksomhed.