Seniorers arbejdsliv på kanten – mellem at blive eller gå?

Abstract

I snart 30 år har seniorernes tilknytning til arbejdsmarkedet spillet en central rolle i den politiske debat. Den politiske ambition har været at få fl ere seniorer til at trække sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet og er blevet omsat i en serie af reformer; bl.a. i form førtidspensionsreformer (2003 og 2013) og efterløns- og pensionsreformer (1999, 2006 og 2011). En effekt af reformerne er, at det er blevet meget vanskeligt at få tilkendt førtidspension; at efterlønnen stort set er udfaset, og at pensionsalderen forventes at stige markant for at nå 72 år i 2050 (Finansministeriet, 2018). De gennemførte reformer bygger på simple – men politisk slagkraftige – ideer om, at mennesker i deres færden styres af økonomiske incitamenter, dvs. forestillingen er, at generøse tilbagetrækningsordninger lokker eller trækker seniorerne ud af arbejdsmarkedet før tid (’pull’). Spørgsmålet er imidlertid, om idégrundlaget for reformerne og den forventede senere tilbagetrækning er virkelighedsnær? Ifølge EU’s 2018-Ageing Report, der har sine tal fra Finansministeriet, forventes den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder i 2050 ikke at være 72 år, men kun 67,5 år for mænd og 66,8 år for kvinder (European Commission, 2018). Der er med andre ord meget, der tyder på, at forestillingen om, at vi i 2050 er i stand til at arbejde, indtil vi når 72 år, bærer præg af ønsketænkning.