Introduktion

Abstract

Vi lever længere og længere. Ifølge Danmarks Statistik er middellevetiden for danskere i 2019 på 81 år (79 år for mænd og 82, 9 år for kvinder) (DST 2019). Det er en fremgang på mere end fire år i danskernes middellevetid siden årtusindeskiftet (ibid.), hvilket vidner om, at livets længde er foranderlig. Hver dag udvikles der nye medicinske teknologier, og velfærdssamfundet byder ind med nye sociale teknologier, der ligeledes søger at forbedre og forlænge livet. Alene derfor er livet som ældre med andre ord ikke, hvad det plejede at være. Faktisk ved vi dårligt nok, hvem vi skal opfatte som ”de ældre”. I en tid hvor aldringslandskaber både i Danmark og globalt er under stærk forandring, hvordan skal vi da anskue aldring – som kronologisk, social, biologisk, fænomenologisk, funktionel eller institutionel aldring (Kertzer and Keith 1984, Beall 1984, Fortes 1984, Kaufman 1987, Katz 2006, Grøn og Olesen 2017)? Mange spørgsmål trænger sig på. Har vi erstattet en entydigt negativ fortælling om aldring som forfald med en entydigt positiv fortælling om sund, aktiv og vellykket aldring? Hvordan influerer det i så fald på forholdet mellem pædagogiske tiltag og pleje og omsorg for ældre?