Fra bindegal til uanbringelig

Abstract

Artiklens ærinde er at undersøge, hvordan tvang overfor mennesker, der blev vur- deret som behandlingskrævende eller for farlige og for voldsomme for det omgivende samfund, historisk er blevet afgrænset og forstået, og med hvilken legitimitet det har været muligt at udøve tvang. Med psykiatriens fødsel i anden halvdel af 1800-tallet flyttede en række af disse regulerende praksisser ind i et institutionaliseret hospitals- regi. Artiklen demonstrerer, at regulering og definering af legitim magtudøvelse over- for mennesker med en afvigende psykisk adfærd også fandt sted i samfundet før 1850. Der identificeres to modsatrettede tendenser. Reguleringen af og mulighederne for at an- vende tvang i behandlingspsykiatrien er blevet præciseret og begrænset i løbet af det 20. og især det 21. århundrede, og der er kommet øget fokus på retssikkerhed og den enkeltes selvbestemmelse. I forlængelse heraf er der formuleret politiske mål og iværksat en række udviklingsprojekter med henblik på at reducere anvendelsen af tvang i psykiatrien. På den anden side har der vist sig at være betydelig politisk villighed i forhold til at tillade og måske endda øge tvang og indgribende foranstaltninger i forhold til en gruppe af borgere udpeget som farlige, kaotiske, vanskelige eller ligefrem uanbringelige. Dermed har vi fået en ny og udvidet kategori af bindegale, over for hvem det, ikke mindst i kraft af en stigmatiserende og generaliserende udgrænsning, kommer til at fremstå som legitimt og nødvendigt at gribe ind med mere tvang. Dette tegner et paradoksalt mønster af politisk vilje til mindre tvang for de fleste, men mere tvang for de få.