"Størstedelen af dem, jeg møder på vejen [...] går ind til siden, når jeg kommer"

„Jeg føler ikke, at jeg er i risikogruppen, men jeg hører det fra den ene og denanden, og mine børn gør mig opmærksom på: ‘Nu passer du på, mor – du er irisikogruppen’“ (Signe, 83 år, interview, 16. april 2020). Da Verdenssundhedsorganisationenerklærede en pandemi i marts 2020 på grund af udbruddet afcoronavirussen COVID-19, besluttede regeringer over hele verden at lukke nedfor de sædvanlige måder, vi omgås på i samfundet. Som mange andre lande opfordredeDanmark til at beskytte bestemte personer, der blev anset for at være isærlig risiko for at udvikle alvorlige konsekvenser og muligvis dø af smitten, foreksempel personer med nedsat immunforsvar eller visse kroniske sygdomme(fx lungesygdomme) såvel som personer i alderen 65+ og især 80+. Men somcitatet fra Signe indikerer, var det ikke alle ældre, der følte, at det var korrekt atudpege dem som en del af en højrisikogruppe. Så hvordan oplevede ældre menneskerden sociokulturelle kontekst, der opstod under COVID 19? For at undersøgedette trækker jeg på semistrukturerede kvalitative interviews foretaget medældre på tværs af Danmark i de første måneder af COVID-19-pandemien. Medinspiration fra antropologerne Margaret Clark og Sharon Kaufman analysererjeg de tilpasninger og identitetsforhandlinger, der blev nødvendiggjort af det,jeg identificerer som en dramatisk kulturel diskontinuitet: COVID-19-pandemien.Jeg beskriver især de former for aldersdiskrimination („ageism“), som nogleældre oplevede, og hvordan visse dynamikker påvirkede deres opfattelse af demselv som gamle og udsatte. Min analyse af det empiriske materiale kaster nytlys over samspillet mellem kulturelle og samfundsmæssige antagelser og ældrepersoners evner til at forhandle relationer, subjektivitet og selvforståelse.