Døden som fjende, straf, velgerning og natur. Om dødsopfattelsen hos forskellige græske kirkefædre

Om forståelsen af døden i forbindelse med fortolkningen af paradisfortællingen (Gen. 2-3) hos tre betydningsfulde græske teologer i Oldkirken, - Origenes, Athanasius og Theodor. For Origenes var legemets død ikke dramatisk. Det afgørende var det spiritualiserede dødsbegreb. Synden var sjælens død, og det var denne død, der var Guds fjende. Dødeisen af synden var Guds velgerning. Den legemlige, naturlige død var overgangen mellem disse to aspekter, på en gang en straf for synden og en opdragelse, når man ser på dens indre virkning. For Athanasius og Theodor var den legemlige død ladet med alvor. Athanasius vævede den legemlige og sjælelige død sammen; døden var  Guds beslutning om at overlade skabningen til sin natur. Guds inderste væsen er dog godhed, og derfor besejrer han selv døden som sin egen magtgerning. Theodor adskilte klart synd og død, men han vævede dem sammen i en "ond cirkel", hvor den ustabile sjæl og det dødelige legeme påvirker hinanden, så menneskets kamp for at holde loven uvægerligt ender i nederlag