Straf for frivillige seksuelle forhold - den store afkriminalisering

This article deals with the decriminalization of consensual sexual relations in Denmark 1683-1930. After the promulgation of Danske Lov 1683 the sexual offenses slowly disappeared from criminal legislation. Whereas the arguments in favor of criminalization had been the invocation of God’s wrath, references to the Bible and public outrage, these arguments were abandoned in favor of more phlegmatic discussions of the positive and negative effects of criminalization. This ultimately led to the decriminalization of fornication, adultery, homosexuality and bestiality. Thus, today only fragments of the criminalization of the consensual sexual offenses exist in Danish criminal law. While criminal legislation often is remarkably conservative when it comes to the question of criminalization, the great decriminalization of the sexual offenses is an important example of discontinuity – on how the criminal law in Demark developed from 1683 to 1930. 1. Introduktion: Strafferettens konservative natur Når det gælder spørgsmålet om forbrydelser, er strafferetten på mange måder et konservativt retsområde. I Danmark har handlinger som drab, voldtægt og tyveri været kriminaliserede i landskabslovenes straffebestemmelser i 1200-tallet, sjette bog i Danske Lov 1683, 1866-straffeloven og endelig 1930-straffeloven. Forfatning og religion er blevet forandret og reformeret, mens strafferetten har været anderledes immun. Med særlig henvisning til, at Danske Lovs sjette bog byggede på systematikken i de ti bud, fremhævede den danske retshistoriker Ole Fenger kontinuiteten i strafferetten og særligt betydningen af de ti bud i Bibelen: »de [de ti bud] er i alt væsentligt grundlaget for den katolske kirkes ret – og for den nugældende danske straffelov.« (Fenger 2001, side 160). Som kontrast til denne kontinuitet analyseres her afkriminaliseringen af de frivillige seksuelle forhold – sædelighedsforbrydelserne: Hvordan og med hvilke begrundelser blev sædelighedsforbrydelserne afkriminaliseret i perioden 16831930? Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 3/2018 358 Formålet med artiklen er at nuancere forståelsen af strafferettens udvikling ved at fremhæve et vigtigt eksempel på diskontinuitet. Samtidig er artiklen et eksempel på, hvordan afkriminalisering af forbrydelser kan blive realiseret og med hvilken argumentation. Endelig giver artiklen et indblik i den strafferetshistoriske kontekst for de nugældende straffebestemmelser. Der anvendes en retshistorisk metode, hvor lovgivningen og dens forarbejder i forbindelse med Lejermålsforordningen 1812, der ophævede bøder for samleje mellem ugifte (lejermål), 1866-straffeloven og 1930-straffeloven analyseres for at undersøge, hvordan forbrydelsernes definition og straf udviklede sig og med hvilke begrundelser. Praksis vil blive inddraget med udgangspunkt i andre studier. Sædelighedsforbrydelser bruges som betegnelse for de kriminaliserede frivillige seksuelle forhold og ligger i forlængelse af terminologien i retshistorisk forskning (f.eks. Jørgensen 2007, § 36 og Kjær 2017A). Begrebet har, som forbrydelserne, forandret sig gennem historien fra »Løsagtighed« i Danske Lov 1683, »Forbrydelser mod Sædeligheden« i 1866-straffeloven, »Forbrydelser mod Kønssædeligheden« i 1930-straffeloven til »Seksualforbrydelser« efter ændringen med lov nr. 633 af 12/06/2013. De sædelighedsforbrydelser, der undersøges, er lejermål, konkubinat (samliv mellem ugifte), hor (en ægtefælles samleje med en anden end ægtefællen) og i tilknytning hertil bigami, blodskam (samleje mellem beslægtede og besvogrede) og sodomi (homoseksualitet og bestialitet). Af de frivillige seksuelle forhold udelades kun prostitution, hvor forholdet til lejermål i Danske Lov alene kort berøres. Udeladelsen skyldes hensynet til artiklens længde, og prostitutions særlige karakter ift. lejermål (økonomisk aspekt og evt. organisering) herunder med særregler for rufferi. Mens prostitution er straffrit i dag, er rufferi strafbart jf. straffeloven, LBK nr. 1156 af 20/09/2018, § 233 (se Straffelovrådets Betænkning 2012 nr. 1534, kapitel 19). Artiklen behandler først kriminaliseringen i Danske Lov 1683. Derefter analyseres ophævelsen af lejermålsbøder i 1812, 1866-straffeloven og 1930-straffeloven, hvorefter udviklingen i strafformål og argumentation diskuteres inden afslutningen. 2. Udgangspunktet Før Reformationen var sædelighedsbrud noget, der primært lå under den katolske kirke og dens retssystem – kanonisk ret. Med Reformationen overtog staten jurisdiktionen fra kirken, og sædelighedsforbrydelserne blev optaget i den verdslige straffelovgivning kulminerende med Danske Lov i 1683, der derefter var udMorten Kjær – Straf for frivillige seksuelle forhold – den store afkriminalisering 359 gangspunktet for sædelighedsforbrydelserne (se Kjær 2017A og Kjær 2017B, side 359-74). Lejermål blev efter DL 6-13-1 straffet med bøder og åbenbart skrifte, der var et offentligt skriftemål i kirken, der blev opfattet som meget ydmygende. Efter praksis blev lejermål først anset for fuldbyrdet ved kvindens graviditet. Ved det tredje lejermål skulle kvinden kagstryges, dvs. piskes ved byens offentlige straffepæl – kagen, mens manden skulle straffes med fængsel. Hvis mandens lejermål var med kvinder, der ikke havde begået sædelighedsforbrydelser før, var straffen potentielt dødsstraf, jf. DL 6-13-8 og 9. DL 6-13-3 indeholdt i tilknytning til lejermål en uspecificeret trussel om straf for konkubinat. Mens lejermål principielt også omfattede prostitution, fastsatte DL 6-13-30 straf for kvinder, som bedrev prostitution på bordeller, og mænd, der blev pågrebet der. DL 6-22 om »Forlokkelse« indeholdt straf for »Ruffere og Ruffersker« for at lokke til usædelighed samt en særlig straf for at holde bordel. For hor blev ægtefæller første gang straffet med en formuestraf – fortabelse af godset, anden gang yderligere med en forvisning fra landsdelen og tredje gang med døden, jf. DL 6-13-24. Hvis begge parter var gift (dobbelthor) og ikke stoppede forholdet efter advarsel, kunne dødsstraffen anvendes umiddelbart, jf. DL 613-25. I tilknytning til hor beskyttede reglen om bigami det monogame ægteskab og fastsatte dødsstraf, jf. DL 6-13-23. For blodskam var det afgørende, om forholdet var imod »Guds Lov«. Hvis det var tilfældet, var straffen dødsstraf, jf. DL 6-13-14. »Guds Lov« må være en henvisning til 3 Mos. 18 og 20, men DL 6-13-14 udelod en selvstændig opremsning af de omfattede forhold. Udstrækningen af dødsstraffen var dermed usikker. Ud fra en subjektiv fortolkning måtte forbuddet være identisk med de opregnede forbud mod ægteskab i DL 3-16-9-1, 2 og 4, der byggede på en systematisk fortolkning af »Guds Lov«. Ordlyden af DL 6-13-14 muliggjorde derimod en efterfølgende indskrænkende fortolkning og dermed mildere straf i praksis (Holmboe 1961, side 144-45). Blodskam i 2., 2. + 3. og 3. led var reguleret i DL 6-13-13. Fætre og kusiner var beslægtet i 2. led, grandfætre og grandkusiner i 3. led, mens et forhold mellem f.eks. en mand og hans fætters datter var et forhold i 2. + 3. led. Sådanne forhold var ikke imod »Guds Lov« og blev i stedet straffet med forvisning og en bøde på personens formue samt ved gentagelse eller manglende overholdelse af forvisningen med dødsstraf. Sodomi blev defineret som »Omgængelse, som er imod Naturen«, jf. DL 613-15. Med denne vage og generelle definition kunne befolkningen ikke opnå nærmere viden om de tabubelagte forhold, der var omfattet, mens den på den anden side var tilpas generel, så adskillige forhold kunne omfattes, herunder især Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 3/2018 360 homoseksualitet og bestialitet (von Rosen 1993, side 51-58, 78 og 397 og Holmboe 1961, side 143). Straffen var bålstraf, afbrænding af personen, men i praksis blev personen ofte kvalt, inden liget blev brændt (Holmboe 1961, side 143). Reglerne i Danske Lov kodificerede tidligere lovgivning, der byggede på det generalpræventive formål og på ønsket om at undgå Guds fortørnelse, der ville resultere i en kollektiv afstraffelse af riget. Kriminaliseringen var nøje knyttet til religionen og ønsket om at sikre, at seksualitet kun kunne udfoldes inden for det monogame ægteskab mellem mand og kvinde. Sædelighedsforbrydelserne rubriceredes som overtrædelser af det sjette bud, og reglerne i Mosebøgerne, mosaisk ret, var inspiration for dødsstraffen for blodskam imod Guds lov og sandsynligvis også for sodomi. Endelig skulle kriminaliseringen bekæmpe forargelige handlinger. Efter gengældelsesteorier kan straf retfærdiggøres som gengældelse for forkerte handlinger, mens straf ifølge konsekvensteorier kan retfærdiggøres pga. dens gode konsekvenser (Viskum 2018, side 153). Kriminaliseringen af sædelighedsforbrydelserne byggede dermed på en kombination af disse argumenter. Straffen var retfærdig som gengældelse for seksuel synd og kunne i visse tilfælde være direkte angivet i mosaisk ret. Samtidig skulle straffens generalpræventive virkning beskytte ægteskabet, forhindre forargelse og ikke mindst Guds fortørnelse. 3. 1812: Ophævelsen af lejermålsbøder 12. juni 1812 blev de almindelige bøder for lejermål ophævet (lovgivning 16701839 er trykt i Schous Forordninger). Bøden, der havde været en del af strafferetten siden middelalderen, og som efter Reformationen var blevet overført fra kirke til stat, forsvandt nu fra strafferetten. Ophævelsen og dens begrundelse var bemærkelsesværdig kortfattet. Efter en henvisning til forældrenes pligt til at bidrage til forsørgelsen af børn født uden for ægteskab, meddeltes det blot kort: »At Leiermaalsbøders Aftingelse [betaling] og Inddrivelse skal for Fremtiden være aldeles ophævet«. Ophævelsen var kulminationen på et længere forløb med løbende diskussion af lejermålsforbrydelsen. En af enevældens centrale juridiske skikkelser, generalprokurør Henrik Stampe (1713-1789), der fungerede som regeringens juridiske rådgiver, måtte i 1761 tage stilling til forbrydelsen, da han skulle afgive erklæring om muligheden for at skærpe straffen for lejermål (tryk