Traume, angst og skyld: gentagelsestvang i Danmarks militæraktivisme?

Abstract

Hårde militære bidrag til internationale operationer har efter 9/11 været Danmarks foretrukne sikkerhedspolitiske virkemiddel. Militæraktivismen ligner derigennem et selvreferentielt identitetsprojekt, der defineres af nationaltraumet i 1864 og domineres af forsvarsmekanismer mod angst og skyld. Angst relateret til Danmarks nærdødsoplevelser og skyld over ikke i fortiden at have handlet politisk derefter. I forlængelse af 9/11 træder besættelsen og fodnoteperioden derfor frem som kraftige identitetsmarkører, der driver og forstærker Danmarks militære engagement. Militæraktivismen føres og videreføres herefter uden væsentlig sikkerhedspolitisk afvejning af fordele og ulemper ved de konkrete militære bidrag. Dette skyldes, at Danmark gennem gentagelsen oplever at sikre den historiske overlevelse i 1864, 1940 og i den Kolde Krig som sin egen.