Når støvet lægger sig

Abstract

Ud fra en antagelse om, at de eksistentielle sider af aldring er faldet i baggrundenbåde i samfundet og i den antropologiske aldringsforskning, sætter artiklensig for at undersøge, hvordan de ældste i det danske samfund håndterer overgangentil den sene alderdom og livets afslutning. Artiklen belyser, at den senealderdom ofte er forbundet med forandringer og tab, hvor indre og ydre kræfterfår stadig større magt frem mod den dag, hvor livet slutter. Det gør den senealderdom til en livsfase, hvor eksistensen sættes på spil. Ud fra et livsløbsperspektivpeger forfatteren på, at kulturelt og historisk betingede værdier og dyderspiller en central rolle i de ældres bestræbelser på at håndtere deres situation.Fokus rettes derfor mod de ældres moralske arbejde og bestræbelser på at forbliveordentlige mennesker, der trods ændrede livsvilkår fortsat lever et værdigtliv ud fra deres moralske livsprojekter. Ud fra en fænomenologisk tilgang sætterartiklen samtidig fokus på, hvordan det moralske arbejde fortrinsvis udføresgennem hverdagens handlinger. Da meget af livet blandt de ældste foregår derhjemme,og da hjemmet kan ses som en forlængelse af selvet, argumentererforfatteren for, at hjemmet ofte indgår som vigtigt medium i disse bestræbelser.På den ene side anvendes hjemmet ofte af de ældre til at skabe kontinuitet i forholdtil selvbilleder og moralske projekter. På den anden side er det ofte også ikonfrontationen med hjemmets stadigt større overmagt, at de ældste begynderat orientere sig mod døden. Artiklen er baseret på en antropologisk undersøgelseblandt 20 ældre i Sorø, som nærmer sig eller har rundet de 90 år.