Hvad skal en magtudredning ved afslutningen på historiens afslutning svare på?

Abstract

Siden Folketinget i slutningen af sidste år vedtog at gennemføre en ”opdatering af magtudredningen”, har vores verdensbillede allerede forandret sig. Dengang stod vi stadig overfor en kommende corona-nedlukning. Magtkritik handlede i høj grad om diskussionerne om begrænsningerne i den personlige frihed i det epidemiramte samfund. Siden da er Coronaen – i hvert fald for entid – lykkelig glemt, mens krigen i Ukraine, energiforsyning, inflation og – lidt mere lokalt – efterretningstjenester og minksager sætter spørgsmålstegn ved relationen mellem politikere, embedsmænd og offentlighed. De store, gradvist mere sammenvævede globale udfordringer, altså klima og biodiversitetsammenbruddet og den globale ulighed og de medfølgende migrantstrømme, er naturligvis stadig uomgængelige. Dette årti har endnu ikke varet tre år, men det virker allerede som en farceagtig gentagelse af mange af det 20. århundredes lavpunkter på fast-forward. Selvom Francis Fukuyama (1989) erklærede (dele af ) historien for afsluttet, har det seneste årti, ikke mindst med legitimitetskrisen for neoliberalismen (Stahl, 2019) og den medfølgende opbakning til anti-system-partier, ført til, at en ny magtudredning må siges at foregå efter afslutningen på historiens afslutning (Hochuli og Hoare, 2021).