EN GANSKE ALMINDELIG DAG, HVAD DET SÅ END ER

Abstract

Denne artikel vil undersøge, hvordan flere komponenter er med til at rammesætte og forme de dagbøger, som Nationalmuseet og DR har indsamlet i 1992 og hvordan rammesætningenhar betydning for, hvad der træder i forgrunden og hvad der kommer i baggrunden, og dermed hvad der udgør en ganske almindelig dag. Der vil i løbet af artiklen blive taget udgangspunkt i opfordringen, der dengang inviterede danskerne til at skrive dagbog for den 2. september. Vi forstår dagbogsmaterialet som formet af samspillet mellem opfordringens forståelse af en ganske almindelig dag og dagbogsskribenternes faktiske hverdag. Opfordringen skaber en eksotisering af hverdagslivet, hvorigennem dagbogsskribenterne bliver bevidste om og reflekterer over deres egne hverdagspraksisser, som ellers normalt fremstår usynlige. Ligeledes undersøger vi, hvordan komponenter som materialitet og tidsligheder også er med til at forme dagbogsskribenternes hverdag i dagbøgerne, blandt andet ved at sammenligne opfordringen fra 1992 med en nyere fra 2017. Somen sidste komponent er vi som kulturanalytikere selv med til at eksotisere og fortolke på dagbøgernes indhold, da vi som børn af 90’erne ser på materialet fra et bestemt perspektiv, og dermed præger analysen med udgangspunkt i egne erfaringer og minder fra denne tid.