Om dannelse, uddannelse og profession

Ordet ’dannelse’ forekommer ikke i de officielle formålsparagraffer for professionshøjskoler og universiteter; men ordet anvendes flittigt i uddannelsesteoretiske og uddannelsespolitiske diskussioner også om de videregående uddannelser. Begrebet bruges om noget værdifuldt, som de studerende gerne skulle få ud af deres uddannelse ud over snævert faglige kvalifikationer, men som stramme rammebetingelser eller andre uheldige omstændigheder kan stille sig i vejen for opnåelsen af. Begrebet er svært at komme uden om, fordi vi ikke kan undvære mere almene mål for vores uddannelser, men det er også svært at komme til rette med, fordi det angår noget, som modsætter sig mere håndfaste fortolkninger og indbyder til ideologisk overbelastning i enten konservativ eller progressiv retning. Det kan bruges til at pege både på det vigtige, som man ikke længere lærer, og på fortsat frigørelse fra undertrykkende normer. Jeg har ikke overblik over den enorme pædagogiske litteratur, der foreligger om emnet, men vil begynde med (1) at fremhæve nogle træk fra begrebshistorien for derefter (2) at sige noget om, hvordan jeg ser begrebets betydning i dag, hvor alle uddannelser bliver underlagt mere og mere fintmaskede eksterne krav, og hvor de akademiske uddannelser professionsrettes mere og mere, samtidigt med at professionsuddannelserne akademiseres mere og mere.