Regulering af jødiske kroppe. Om præmisser for tolerance over for afvigende kroppe

Abstract

De tidlige rabbinske bestemmelser vedrørende kroppe i gudstjenesten og dertilhørende renhedskrav afslører, at de tidlige rabbinere trods rabbinsk identifikation med og udnyttelse af aksetidens fokus på sjælens frelse og livet efter døden både bekymrer sig om at tiltrække sig velsignelse og kæmper for at etablere sig som en ny gruppe af specialister med monopol på indsigt i Guds vilje. Velsignelse og specialistmonopol hører typisk arkaisk religion til, men transformeres af de tidlige rabbinere. Viden om kroppen og om, hvad der krævedes for at kunne fortolke og formidle torahteksten, blev et vigtigt middel for rabbinerne til at regulere kulturen hen mod det, som de anså som jødedommens overlevelsespotentiale, nemlig tilpasning af den skriftlige torah til den ændrede historisk kontekst